ALT OM ROMANTIKKEN

 

UNIVERSALROMANTIKKEN

I Universalromantikken anskuede man hele verden som en samlet enhed. Mennesket, naturen, havet og Gud var dybest set ét. ”Naturen er ubevidst ånd, og ånden er bevidst natur”, høres af filosoffen Friedrich von Schellings. Denne tanke om, at natur og bevidsthed hørte sammen, at alt var ét og at alle fænomener blot var forskellige udtryk for den samme store helhed, kaldtes for monisme. Den direkte modsætning til monismen var dualismen, som modsat postulerede, at bevidstheden og legemet var to separate fænomener. Det substantielle i tilværelsen fandtes i idealets verden og ikke i realiteternes. Lig dualismen var nyplatonisme også af den opfattelse, at verden er delt i to: Et åndeligt og et jordisk rige nemlig ideernes og fænomeners verden. Platon, en græsk filosof (427-348 f.Kr.), var en frontfigur i nyplatonismen. Han mente, at fænomeners verden var en spejling af ideernes verden, og at mennesket i sig selv var en spejling af universets dualisme, qua kroppen tilhørte fænomenernes verden og sjælen ideernes verden. Netop derfor var fødslen også et tab af menneskets del i den ideelle verden, da sjælen her blev indfanget i en kroppen.
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

 

 

 

 

 

 

I romantikken dyrkede man geniet, som havde den egenskab at kunne anskue helheden i verden. Geniet var i stand til at kunne se i gennem virkeligheden, og havde derved en indsigt som ingen andre. Denne indsigt gjorde geniet i stand til at se den universelle helhed, og gav geniet udsøgte evner som anelse, intuition og fantasi. Sammenligneligt med Platons hulelignelse kan man se geniet som et menneske, der var udenfor hulen og kunne se Solen og dens lys.

Mange filosofiske tanker som Platons var med til at danne rammerne for romantikken tankesæt, men faktisk var filosofiske tanker omkring også med til at inspirere videnskaben i denne periode. Lig monisme handlede organismetanken - en anden romantisk grundidé - også om at se alting som en helhed. Heri opfattede man naturen som værende en stor organisme bestående af mange sammenhængende celler. Denne idealistiske tankegang er inspiration til opdagelsen af elektromagnetismen, som bliver gjort af fysikeren H. C. Ørsted. Ved elektromagnetismen ser man to adskilte de to adskilte fænomener magnetisme og elektricitet i et samspil - altså et slags usynligt bånd, som den gang blev forklaret ved organismetanken. H.C. Ørsteds hovedværk hedder ”Aanden i Naturen” (1850) og bevidner netop om Ørsteds ide om, at naturen er en stor enhed.
En sidste vigtig del af romantikken var synet på kirken og Gud. Gud var i romantikken nemlig i alt. Gud var den der havde besjælet naturen, og man taler om, at universelle helhed i verden var guddommelig. Det at se Gud og naturen som værende det samme kaldtes for i romantikken for panteisme, som er græsk ord, der er sammensat af pan og thoes, som henholdsvis betyder alt og gud. Altså betyder panteisme, at Gud er i alt.

 

I forbindelse med universalromantikken snakker vi i Danmark også om en Guldalder. I denne tid har man en stærk beundring for Danmarks fortid helt tilbage til landets storhedstid i vikingetiden og middelalderen. Denne idelasering sker for at skabe en gloværdig fremtid, da man føler, at nutiden bedst kan beskrives, som værende en slags bølgedal for Danmark - en tid med kriser og lavkonjunktur. Begrebet guldalder stammer fra græsk, hvor guldalderen beskrev den tid, hvor Guderne fik på jorden. Guldalderen blev i romantikken bl.a. afspejlet i litteraturen, hvor man i høj grad var inspireret af den nordiske mytologi. Indenfor malerkunsten forsøger man at indkapsle naturen, da man mener at Gud er at spotte i naturen, og man har således en pantetisk tilgang til at male disse malerier.

NATIONALROMANTIKKEN

Efter universalromantikken havde nationalromantikken sit indtog i Danmark fra tidligere nævnte tyske by Heidelberg. Et utal af kriser som Englandskrigene, bombardementet af København, Napoleons nederlag ved Waterloo, tabet af Norge og en Statsbankerot var med til at danskerne søgte ind i sig selv og samlede sig som nation. Denne periode begyndte som sagt fra omkring 1807, og har sin egentlige start ved, at en lang række af danske forfatter gennemsøger den danske historie for inspiration. Alt kunst og litteratur har i nationalromantikken sit udspring fra fortiden. Grundtvig forsøgte at genskabe og frembringe nationalmentaliteten i den nordiske mytologi, B. S. Ingemann skrev en lang række heltehistorier om tidligere danske konger - som appellerede til den danske folkeånd - og sidst men ikke mindst fandt Oehlenschläger inspiration fra tidligere tider samt i den danske natur, da han skrev den danske nationalhymne ”Der er et yndigt land” med in. Netop den danske natur fik en hovedrolle i nationalromantikken, og i lang række af fædrelandssange og digte blev den danske natur beskrevet, som det smukkeste af det smukkeste. En lang række motiver på danske malerier fra den periode er den danske natur.

ROMANTISMEN

Efter nationalromantikken fulgte romantismen, som satte spørgsmålstegn ved nationalromantikken bl.a. ved forfatter som Emil Aarestrup, H.C. Andersen og Søren Kierkegaard. Nationalromantikkens idyller blev sat i kontrast til den mere dystre side af livet. I romantismen dyrkede man den ekstreme individualisme, som betød, at man modsat universalromantikkens umiddelbare følelser dyrkede det mere middelbare som f.eks. selvreflektion, selvbevidsthed og selviscenesættelse. En lang række grænser blev rykket i denne periode, og det kan man også se indenfor litteraturen, som blev mere kynisk end tidligere. Menneskets skyggesider blev interessante, og det handler om at skrive om det, der sprang normerne. Romantismen kendetegnes også ved dens anderledes skønhedsopfattelse. Skønheden var ikke længere nødvendigvis kun guld og grønne skove som i nationalromantikken, men kunne nu også findes i det grusomme og hæslige, og man havde i romantismen en opfattelse af, at der var smukt, var det, der havde høj intensitet og som havde store spændinger. Denne kyniske skønhedsopfattelse kan f.eks. ses i et brev til Emil Aarestrups kæreste, hvor Aarestrup sammenligner et dødt legeme, et kadaver, som det fuldendteste værk i naturen.Fra 1850 til 1870 sker der ingen radikale ændringer i den danske litteratur og romantikkens siges at sluttes ved, at Georg Brandes på talerstolen afliver romantikken og sætter startskuddet for det moderne gennembrud.

Lavet af Asger Balsby Kromand